Varmelegeme

I artsbeskrivelser kan man læse hvilken temperatur fiskene kræver.
Fiskene vil mistrives eller blive syge ved forkert temperatur, så derfor er varmelegeme normalt relevant.

Varmelegemets antal watt bør være mellem cirka 0,5 watt og 1,0 watt pr liter, afhængigt af forskellen mellem temperaturen i lokalet og akvariet.

Hvis lokalets temperatur er 23 grader og akvarievandet skal være 25 grader, er der kun brug for et lille antal (0,5) watt pr. liter.

Hvis rumtemperaturen er 18 grader og akvarievandet skal være 28 grader, så er der brug for omkring 1 watt pr. liter.

Hvis man f.eks. hver uge skifter 20% vand ud med koldt vand, skal det opvarmningsbehov indgå i vurderingen af antal watt.

I sjældne tilfælde kan termostaten gå i stykker, så varmelegemet ikke slår fra. Man bør derfor ikke have et kraftigere varmelegeme end 1 watt pr. liter, da det vil koge fiskene hurtigere end man kan nå at opdage det.
Man kan også begrænse risikoen for kogning ved at have 2 varmelegemer (med halv styrke hver), da termostaterne ikke går istykker samtidig.

Når man skifter vand skal man huske at slukke for varmelegemet, da termostaten ikke afkøles tilstrækkeligt i luften. Resultatet af et delvis tørlagt varmelegeme kan i værste tilfælde kan blive et sprængt varmelegeme eller kogte fisk.

Varmetabet fra akvariet afgøres dels af forskellen mellem temperaturen i lokalet og akvariet, men også af akvariets størrelse.
F.eks. har en mus har langt større overflade pr. liter kropsvolumen end en elefant. Da varme afgives via overfladen vil en elefant kunne holde varmen bedre end en mus. Det samme gælder for akvarier.
Brug dette argument om strømbesparelse når du skal overbevise din sambo om, at det næste akvarie skal være kæmpestort 😉
(Argumentet om strømbesparelse bygger på en meget mangelfuld beskrivelse af det samlede strømforbrug i store akvarier, og det vil din sambo måske gennemskue, men det er værd at forsøge.)