UV-C

UV-C til akvarier

Fordelene er mere klart og rent vand samt begrænsning af bakterier, parasitter og virus. Endvidere bliver filtre mindre tilstoppet.

Ulemperne er især udgiften til strøm og at noget af gødningen i vandet ødelægges, så planterne kan komme til at se sløje ud.

Man kan som udgangspunkt opdele UV-C behandlingen i 3 niveauer:

Vandklaring, kræver pumpehastighed 0,5 gange akvariets liter i timen,  der kan behandles 152-227 liter i timen pr. watt

Vandklaring og fjernelse af bakterier og noget virus, kræver pumpehastighed 0,5-1,5 gange akvariets liter i timen,  der kan behandles 76-133 liter i timen pr. watt

Vandklaring og fjernelse af bakterier, parasitter og hårdnakket virus, kræver pumpehastighed 3 gange akvariets liter i timen,  der kan behandles 30-45 liter i timen pr. watt.

Hvis man har et akvarie med netto 100 liter vand og man ønsker stærkest mulige behandling med UV-C så skal man bruge:
Spandpumpe som pumper 100 x 3 = 300 liter i timen i reelle tal (netto)
300 liter / 30 = 10 watt skal UV-C være.

Andre forhold vedrørende UV-C
Det er en god løsning at placere sin UV-C på udløbet fra en spandpumpe, så det er filtreret vand, der bliver behandlet med UV-C.

Det skader ikke noget at bruge en UV-C som er for kraftig til pumpehastigheden, men det er spild af penge til strømforbrug. UV-C lyset afgiver lidt varme til vandet, så man sparer lidt strøm til varmelegemet.

Vandet skal belyses så lang tid som muligt, hvilket bedst opnås i en lang UV-C på f.eks. 50 – 100 cm.

Når man starter behandling med UV-C går der ca. 1 uge før vandet er blevet helt klart, dog anhængigt af pumpehastighed og antal watt.

UV-C fjerner ikke sygdom fra fiskene, men reducerer mængden af bakterier, parasitter og virus i vandet, så fiskene har bedre mulighed for at helbrede sig selv.

UV-C fjerner svævealger fra vandet, men fjerner ikke alger som sidder på faste genstande i akvariet.

De gode bakterier i filter og bundlag ødelægges ikke af UV-C.

Fisk bliver ikke svagelige af UV-C –  tværtimod
Stress kan få sygdom til at bryde ud hos fisk, og det giver stress når fisk skal fanges, transporteres, afkøles og sættes i nyt vand hvor f.eks. nitrat kan være højere end hvad de kommer fra.

Hvis fiskene kommer fra et akvarie med UV-C vil nogen påstå, at UV-C er årsag til problemet, men man kan ikke udpege en præcis årsag til sygdom eller fiskedød når så mange faktorer spiller ind.

Mine fisk bliver ikke syge af at blive flyttet fra et akvarie med UV til et akvarie uden UV.

En korrekt installeret UV-C vil forbedre fiskenes immunsystem ved at skabe et bedre Redox miljø i akvariet efter at vandet har passeret UV-C´en.

Omvendt kan UV ikke fjerne alle sygdomsproblemer, men kan begrænse dem.

Flere argumenter for at UV-C forbedrer fiskenes immunforsvar kan læses i denne engelske artikel:
Fish immunesystem and uv sterilizers