Hvor mange fisk kan man have i sit akvarie ?
Antal liter for akvariet beregnes normalt som ydermål, incl. glas og rammer.
Dyrenes beskyttelse anbefaler, at man for små (under 10 cm) fredelige fisk tager udgangspunkt i maks. 1 cm. fisk pr. liter vand.
Det maksimale antal fisk, man kan have i et akvarium, afhænger foruden af akvariets størrelse meget af fiskearten, og hvordan den trives med artsfæller og andre arter. Territorielle arter har generelt brug for mere plads end stimefisk.
Beregningen anbefales at være på basis af artens forventede maksimale fuldvoksne størrelse og ikke dens størrelse ved anskaffelse. Derved undgås det at fisk vokser sig for store til akvariet, i tilfælde hvor ejeren ikke tids nok får fisken videre til et større akvarie. Det er næppe meningen, at akvariestørrelse for yngel skal beregnes på basis af artens forventede maksimale fuldvoksne størrelse.
Fødevarestyrelsen mener man skal tage udgangspunkt i maks. 1 cm. fisk pr. 2 liter vand – altså det halve antal fisk i forhold til anbefalingen fra Dyrenes beskyttelse. Jeg er mest tilhænger at anbefalingen fra Dyrenes Beskyttelse.
Til gengæld har Fødevarestyrelsen en god anbefaling om, at akvariet bør være mindst 6 gange så langt som fiskens totallængde. Det er derfor udelukket at presse en fisk på 54 cm. ned i et 54 liters akvarie.
Arter på 15-30 cm. bør have minimum 4 liter vand pr. cm fisk.
Større eller aggressive arter bør have endnu mere plads.
Jeg har hørt om 5 cm. fisk pr. liter i et 200 liters, men så skal der ikke gå ret meget galt før der kommer sygdom.
Fylder man mange/store fisk i akvariet skal filter og vandskift forøges tilsvarende.
Vandskift
Der er mange anbefalinger om vandskift, men jeg mener at det mest præcise (når filter er indkørt) er løbende at måle nitrat og så hver uge skifte så meget vand som kræves for at holde nitratindholdet under 50 mg. per liter.
Planter reducerer nitratindholdet og det samme gør visse biologiske filtersten, som f.eks. JBL Micromec og Siporax samt rødlersgranulat i bundlaget.
Det er derfor meget individuelt hvor meget vand der skal skiftes i akvarierne, men 20-50% pr. uge vil være passende for mange. Påfyld tempereret vand hvis der skiftes mere end ca. 20% af vandet.
Se også siden om vandkvalitet:
http://arentoft.eu/wordpress/vandkvalitet/
Forslag til fiskesammensætning i forskellige akvariestørrelser:
http://cichlidebaljen.weebly.com/fiske-sammensaeligtning.html