Filtre

Der er mange forskellige typer filtre at vælge imellem:

Udvendige filtre – optager ikke plads i akvariet:
Sump og spandpumpe.

Indvendige filtre:
Baggrundsfilter, gavl-HMF, hjørne-HMF, bundfilter, modulfilter, motorfilter med svamp, motorfilter med svamp og filtersten, luftdrevne filtre med svamp.

Generelt skal man have en pumpekapacitet på mindst 3 gange i timen, men gerne 5 gange i timen. Hvis man har fisk som sviner meget, kan man gå op til 10 gange i timen. Der skal tages hensyn til fiskenes behov vedrørende cirkulation.

For overskuelighedens skyld benyttes producenternes oplysning om ubelastet pumpehastighed og akvariets antal liter opgøres ud fra akvariets udvendige mål.

Filtermasse
Der findes disse 3 hovedtyper af filtermasse:
– Mekanisk – plastsvampe, keramikrør, plastrør
– Biologisk – porøse sten, plasticdimser med stor overflade
– Kemisk – aktivt kul og materialer som opsuger skadelige stoffer

Filtermassens størrelse er vigtigere end pumpehastigheden.
Filtermassen bør bestå af mekanisk filter og biologisk filter. Den mekaniske del kan f.eks. være plastsvampe og den biologiske del kan være filtersten med meget stor overflade.

Til omdannelse af ammonium og nitrit skal generelt bruges 1 liter filtersten til 200 liter vand ved normal maksimalbelastning på 1 cm. små fisk pr. liter. Herudover skal der være mekanisk filter af mindst samme størrelse.

Det vil sige, at man bør have mindst 1 liter filtermasse til 100 liter vand.

Overfladen på filtersten har betydning for hvor mange nyttige bakterier der kan sidde på stenene. Her er angivet overfladeareal for nogle filtersten:
JBL Micromec  –  1500 kvm. pr liter filtermateriale.
Sera Siporax  –  270 kvm. pr liter filtermateriale.
Eheim Substrat Pro  –  450 kvm. pr liter filtermateriale.
Eheim BioMech  –  400 kvm. pr liter filtermateriale.
Biohome Ultimate  –  448 kvm. pr liter filtermateriale.
Seachem Matrix  –  700 kvm. pr liter filtermateriale.

Biologisk filtermasse i form af sintret glas giver som nævnt ovenfor en meget stor overflade hvor de gode bakterier kan sætte sig. Hvis porediameteren i filtermassen er meget lille, vil det give et kæmpestort overfladeareal, men de meget små porer fungerer ikke nødvendigvis godt som medie for bakterierne.  Man kan derfor ikke bare vælge den filtermasse som har det største overfladeareal.

Overfladeareal på HMF-måtter
10 PPI  0,899 kvm. pr. liter HMF-måtte
20 PPI  1,266 kvm. pr. liter HMF-måtte
30 PPI  1,447 kvm. pr. liter HMF-måtte
45 PPI  1,600 kvm. pr. liter HMF-måtte

Dokumentation for overfladeareal på filtermaterialer

Biologisk fjernelse af nitrat
Særlige filtersten som JBL Micromec og Siporax har meget forskelligt overfladeareal, men begge typer har porer som kan huse bakterier som kan fjerne nitrat biologisk.
Herudover kan de, som de øvrige filtersten, huse bakterier som omdanner ammonium og nitrit.
Biologisk fjernelse af nitrat kræver den dobbelte mængde filtersten. Det vil sige 1 liter filtersten til 100 liter vand. Det tager 2 måneder at etablere en bakteriekultur som kan fjerne nitrat.

Nitrat kan også reduceres ved at man lægger ca. 2 cm. granuleret rødler nederst i bundlaget. Leret kan blandes med anden bundlagsgødning, hvis man har planter. Leret bør beskyttes mod gravning ved at lægge plastic-insektnet ovenpå, hvorefter man kan lægge sand øverst. Efter ca. 2,5 måned vil der i rødleret være etableret en bakteriekultur som fjerner nitrat biologisk.
Granuleret åkandeler fra Pond Team (ishavsler)

Bioballs, biohjul m.v.
Som et billigere alternativ til porøse filtersten findes forskellige plasticdimser, som kaldes bioballs, biohjul m.v.
Disse har langt mindre overflade end filtersten og man skal derfor have en meget større mængde end hvis man bruger filtersten.
Kaldnes K1 Micro har f.eks. en overflade på kun 0,95 kvm. pr. liter K1 Micro.
RK Bioelements har en overflade på kun 0,75 kvm. pr. liter RK Bioelements.
Plastikdimser egner sig derfor ikke til spandpumper, men kun til større filtersystemer som sump, baggrundsfilter eller kommunale rensningsanlæg.
Fordelene ved plasticdimser er, at de er billige og at de ikke har små porer som kan blokeres af slam.

Alle faste genstande kan benyttes til at huse de bakterier som omdanner ammonium og nitrit til nitrat, men størrelsen af overfladen af disse genstande er vigtig. Mekanisk filtermateriale (f.eks. svampe) virker derfor også i et vist omfang som biologisk filter.
Ud over faste genstande at sætte sig på har de nyttige bakterier brug for:
– Ammonium/ammoniak og nitrit som fødekilde
– Ilt til omdannelsen
– Temperatur på helst 15-30 grader

Den mekaniske filtermasse skal starte med grov og slutte med fin.
I plastsvampe måles grovheden i PPI, som betyder Pixels Per inch eller oversat pixels pr. tomme. Det er samme målesystem som man bruger ved beskrivelse af opløsningen på digitale billeder.
Til akvarier benyttes oftest grov 10 PPI, mellem 20 PPI og fin 30 PPI.
Pore-størrelser:
10 PPI = 2.54 mm
20 PPI = 1.27 mm
30 PPI = 0.85 mm
45 PPI = 0.56 mm
Herudover kan der suppleres med filtervat, som er endnu finere, men også stopper hurtigere til.
Små rør i keramik eller plastic kan benyttes som grov mekanisk filtermasse.

Valg af filter

HMF-filtermåtter i 10, 20 og 30 PPI

HMF-filter i gavl

HMF – Akvariesiden

Hjørne-HMF med lukket baggrund i klar plast 

Indvendige moduler fra Unimati

Baggrundsfilter – Unimati

Etablering af baggrundsfilter i et 720 liters akvarie

Baggrundsfilter på 170 liter i 900 liters akvarie